Langerødsgaard

Velkommen til Gyrstinge ved Ringsted

Langerødsgaard har 57 tønder land samt forpagtning af yderligere 60 tønder land (indtil efteråret 2010). Det meste af jorden dyrkes med korn og frø og noget er mose.

Gården er beliggende i naturskønne omgivelser med adgang til Gyrstinge Sø og skov. Her er mulighed for at se råvildt, gæs, ænder og andre dyr. På gården er et lille Shetlandsponystutteri bestående shetlandsponyer, der bliver anvendt til ponyridning for børn og ”små voksne” samt islændere. Desuden er der katte, hunde og en enkelt kanin.
Langerødsgaard blev i 1912 købt af oldefar og bedstefar til Hans, der er Helges far. Gården var dengang en 4-længet bindingsværkgård med stråtag.
I 1914 under 1. verdenskrig begyndte oldefar at grave tørv i mosen, der blev tørret til brændsel. Det var svært at følge med, da tørv var meget efterspurgt. Til at grave tørv var ansat i alt 20 mænd og kvinder. Efter gravningen af tørv blev tørvene æltet i store kar af heste, der gik rundt i det. Det blev lagt i store kasser og siden udskåret til brændsel
Pengene derfra blev i 1923 brugt til at bygge det nye stuehus, som står der i dag.
I 1939 overtog bedstefar gården. Han havde to børn, der var tvillinger. Hans og Anne-Marie Terp på 13 år. De flyttede dengang fra Store Ebberup.
I 1939–1945 under 2. verdenskrig begyndte bedstefar atter at grave og skære tørv i mosen, da efterspørgslen igen begyndte at stige. Fremgangsmåden i forarbejdningen var nu blevet lidt anderledes, da det blev gjort ved hjælp af elektriske hjælpemidler. Han skabte på dette grundlag en stor formue men nu begyndte kommunen, at ville have flere penge af ham og han blev efterhånden godt sur over, at være den største skatteyder i kommunen. For at undgå at skulle indbetale penge, da hans formue var for stor, besluttede han sig derfor at bruge pengene til at udskifte stråtagene over længerne med røde lertegl.
Bedstefars søn ”Hans” blev gift med Inga i 1954, hvor de sammen overtog en gård i Bringstrup og fik to sønner, Anders og Helge.
I år 1964 døde bedstefar og Hans og Inga og de to sønner flyttede hjem til gården og drev den videre. Her fik de sønnen Søren.
Som årene gik, blev Anders gift og flyttede hjemmefra og ligeså skete for Søren. Helge blev på gården og hjalp sin far i marken samtidigt med, at han efter en tur i civilforsvaret som røgdykker uddannede sig til bus mekaniker. En uddannelse der på mange måder var god for bl.a. at kunne reparerer gårdens maskinpark.
Efterhånden blev det strengere tider og gården kunne ikke alene drives af landbruget, der skulle indtægter til udefra, hvorfor der blev enighed om, at Helge måtte købe og overtage den ene halvdel af gården.
I 1999 blev Helge gift med Ann og fik datteren Amanda. Et generationsskift på gården blev besluttet i efteråret og Hans og Inga flyttede til Ørslev Vester sogn. I november år 2001 kom sønnen Joachim. Gården blev fortsat drevet videre suppleret nu med 2 lønindtægter.
I 2007 var den mellemste længe i sådan et forfald, at den var livsfarlig at færdes inden under og var understøttet af mindst 90 hjælpe stolper, samtlige bjælker var efterhånden brækket over, grundet at daværende tagkonstruktion ikke var beregnet til tunge ler tegl, hvorfor beslutningen blev taget, at den skulle nedrives. Dette var en god beslutning, da det gav en god udsigt ud over Gyrstinge sø.
Det blev tanken ud i fremtiden, at de to tilbageværende længer bliver renoveret som led i at bibeholde noget af historien.
Livet på gården blev efterfølgende en del år med 1 fuldtidsarbejde og 1 på nedsat tid for Ann, imens børnene var helt små. Efter det lønnede arbejde var det hjem og fortsætte arbejdet på gården. Der skulle hentes penge hjem til vedligeholdelse m.v. Det blev efterhånden et slid. En ugens ferie om året kunne det blive sammen med familien og alt var ikke så romantisk som man kunne håbe. Naturen talte for sig selv den var billede skøn og var værd at kæmpe for. Et dejligt sted for børnene at ud folde sig på.
Amanda blev fra hun var ½ år sat op på en pony, da de nu alligevel stod lige ved døren og hendes mor altid havde været bidt af det. Det var dog ingen garanti for, at Amanda ville vælge denne interesse af den grund men skæbnen ville, at hun blev ligeså hestetosset som sin mor. Hun begyndte som 5 åring selv at ride og styre sin pony i skridt på ride folden og udenfor dog med en sikkerhedsline i bidet. Hun sad rang og små limet til ponyen. Om vinteren var her på stedet ikke de bedste forhold, da mosen oversvømmes og dagene er korte, hvorfor ponyridningen i denne årstid bliver skruet ned for blusset. Jeg mente derfor, at Vi i slutningen af efteråret 2004 skulle starte på en rideskole sammen. Dette blev dog ingen succes på daværende sted, da de her ikke var i stand til at rumme forskeligheden på børns alder og udvikling men krævede, at man skulle holde tempi fra start af. Det gav hurtigt en brat afslutning, da Amanda ikke var parat til at trave eller galopere og fik ondt i maven af nervøsitet. Jeg begyndte derfor at surfe på nettet over ponyridning for børn og fandt ingen brugbar koncepter på vores Niveau. Der gik mange tanker igennem hos mig og jeg tænkte, bla. , at det ikke kunne være rigtigt, at der ikke fandtes noget seriøst for børn i den alder. Mine tanker faldt efterhånden på mine egne stabile ryttervante ponyer og tankerne begyndte efterhånden, hvorfor ikke starte noget selv. Jeg havde jo selv ponyerne gående udenfor min egen dør. Det kunne ikke være rigtigt, at denne aldersgruppe blev tilsidesat. Tanken spirede med samtidigt, at denne skønne natur skulle deles med andre forældre med børn. På disse grundlag blev Gyrstinge ponyridning grundlagt og opstartet den 1. april 2005.
Vores søn Joachim blev desværre ikke ”bidt” af en pony med det skulle han så heller ikke tvinges til. Han blev i stedet ”bidt” af en fodbold. Han går meget op i fodbold og det herligt at se ham på sidelinjen. Dertil skal siges, at der ikke findes et stykke væg på hans værelse, hvor der ikke er en plakat eller et udklip af en fodboldspiller selvfølgelig udvalgte spillere. Amandas værelse er selvfølgelig en blanding af hesteplakater og visse plakater af idoldyrkelse, for man er jo på vej til at være teenager.
Men tilbage til gårdens historie, i året 2009 blev en for os værste krise for landbruget. Det gav et stort underskud og al den tid Helge havde brugt i marken kunne man godt føle var spildt. Endvidere skulle en længe istandsættes med håndværker udefra. Dette gav mange tanker om hvor ressourcerne blev lagt og hvor lidt familien var samlet i dette spil. I efteråret 2010 tog Helge beslutningen og valgte at ophøre med at dyrke jorden. Jorden blev forpagtet ud til vores nabo. og med majetærskerens, plovens salg den 6-5-2011 blev det endegyldigt slut på denne epoke. Der er dog fortsat mange små nicher, der kan iværksættes og er på tegnebrættet.
I 2012 har gården været i familiens eje i 100 år og får betegnelsen “Slægtsgård”, dette samtidigt med 12 ½ år ægteskab d. 6-5-2011 må nok være noget der skal fejres en smule.

Den 16. januar 2012 blev en sorgens dag. Hans vores far/svigerfar og farfar sov stille ind på Slagelses sygehus 83 år gammel.  De sidste ca. 2 år havde været svært for ham, da han altid havde været en aktiv mand og elskede landbruget, som var hans liv. Han legeme ville dog ikke som ham og satte en stopper for det aktive liv.  Hans gjorde en ihærdig indsats for at stå imod og efter at måtte opgive landbruget pga. støv og manglende kræfter blev han klokker  i Gyrstinge kirke og gik her lidt til hånde for side stille, det var ikke hans natur. Billiard med naboerne i Gyrstinge en gang om ugen var nogett han ikke kunne undvære, da det gav gode venner og hyggelige stunder. Med dette er et stort savn og intet er som før men livet går videre og vi vil forsøge at ære han minde ved at fortsætte med at værne om gården, hvor han slap.